Biografi for: Johan Thomas Bernstorff Thomsen
Da faderen dør kommer han i pleje hos provst og provstinden i Viborg. Han bliver konfirmreret i Viborg domkirke. Han flygter et par gange fra provsten og stikker til søs.
I 1871 er han ombord påskibet Esperance. I en folketælling fra 1871 fra England, Sussex,Kingston Wharf Shoreham Harbour. Her er han noteret sammen med den øvrige besætning.
N. From 33 år,
C. Frank 35 år,
O. Johansen 29 år
E.A. Andersen 24 år,
TC Jørgensen 12 år
TP Nielsen 20 år,
T. Thomsen 17 år.
A Bech 15 år
D. Andersen 20 år
Er skibsdreng sammen med Hans Niels Andersen, som stifter Andersen og CO. Det senere ØK. Bliver kaptajn i ØK. Gifter sig med Annie i Manchuriet og bosætter sig i Bangkok, Da datteren bliver født tager de til Danmark. Får et fiskeeksport firma som krakker. Atter sejler han igen.Sejler med hvede til Marseille under 1. verdenskrig. Hans skib bliver torpederet, får nyt skib slår sig ned på sine gamle dage i Øverød..
Finn Methling skriver om sin mormor og morfar i sine erindringer: "Den sidste mohikaner."
I 1873 er han kaptajn på Briggen Carlos som sejler med Teak træ fra det fjerne Østen ud fra Løkken.
Om kaptajn Thomsen: Han var kaptajn på ØK´s (Østasiatisk Kompagni, Eastasian kompagni) Columbia. Et motorskib bygget 1915, der sejlede med stykgods fra Calcutta til Marseilles. Skibet bliver torpederet. 3. Maskinmester omkommer. Søforhør i Alexandria.
På turen fra Calcutta til Marseillles via Suezkanalen sejlede skibet i konvoj, da det blev torpederet af en tysk ubåd vest for Port Said den 1. Aug. 1918 kl. 9.15 AM. Besætningen blev reddet af et engelsk tankskib.
Finn Methling skriver:" Kaptajnen opdagede, at der manglede en mand, så han går tilbage på det hældende skib og finder 3. Maskinmester døddrukken i sin køje.
"Nu, må De sgu komme, Sørensen! Skibet er ved at synke! Men Sørensen, som er en stor mand, vil ikke finde sig i hvad som helst. Min morfar må opgive at få ham med. Til sidst må han gå fra borde og ror væk sammen med den øvrige besætning.
Om sin mor og mormor skriver han.
"Min mor er en kat. Ingen tvivl om det. Missekat. Frøkenmis på engelsk. Siameserkat. Født i kongeriget Siam. Opdraget som alle kvinder til at være tjenestekat, skønt flere boyen står til rådighed.
Hun har en bror, der dør som lillebitte. Den slags kan godt lade sig gøre. Det går ikke ud over den direkte linie til mig. Men sørgeligt. Det er skæbnen. Siameserne tror på den. De lader deres små børn bade i floden selv om der er krokodiller. De mener, at hvis et barn skal spises af en krokodille, så bliver det det uanset hvor mange forholdsregler man tager. Der er ikke noget at stille op. Sådan er de små farvede. Bedstefar og H.N. Andersen hjælper dem. Han og bedstefar har sejlet sammen som unge. Bedstefar bliver inviteret med til nye heldige projekter og får en orden af kongen af Siam.
Grannie møder bedstefar til et bal i Niu-tchang nær Lianho, der løber ud i det gule hav i liantungbugten. Man kommer lettest dertil ved at sejle op langs Koreas vestkyst, rundt om Port Arthur og op ad floden ved Jing-tse- kon, men husk at dreje af til styrbord og tage bifloden op før jernbanen fra Peking tilMukden skærer floden.
Oldemor er glædespige med egen lejlighed i Niu-tschuang. Hendes fyr er styrmand. Det oldefar. Han hedder Carlos, det synes han er finere end Carlsson. Han er fra Malmø (Sverige) En italiensk komponist skriver senere en opera om det. ( Madam Butterfly) For ikke at afsløre mine oldeforældre henlægger han handlingen til en af de japanske øer, men det hele er meget gennemskueligt, selv om han ganske forkert lader oldemor dø af sorg, da oldefar sejler hjem til Malmø igen. Det gør hun ikke. Hun får derimod en datter og 7 år senere sender hun hende på kostskole hos nogle nonner i den indre by. Nonnerne har også en dagskole. De er meget ubehagelige, nonnerne. På dagskolen går Grannies veninde, der er datter af den amerikanske konsul i Niu-tschuang. De to piger flygter i spisefrikvarteret fra de ubehagelige nonner hjem til konsulen, der adopterer den halvblods og sørger for at hun får en vestlig uddannelse i en skole i Sydney i Australien.
Som syttenårig vender hun tilbage til Niu-tschuang, hvor konsulen siger: " Hello Annie! Der er bal på lørdag hos den franske konsul. Her er dit balkort." Den unge kaptajn Thomsen fra Andersen og Co. Indskriver sig som nummer tre. ( lancier). De bliver gift, og det bliver der talt meget om i travle, hvide kredse fra Tasmanien til Rangun og Wladiwostok."
Det er som sagt de gode gamle dage, men der går alligevel rygter om en
sig nærmende krig. Kinesisk - japansk. Den er allerede i fuld gang. For at den ikke skal komme bag på nogen, slutter kineserne og japanerne en gensidig aftale om, at de kun i forening må erobre Korea. Bedstefar sejler straks Grannie til Yai, hvor han installerer hende i en hytte på pæle. H.N. Andersen har telegraferet og spurgt bedstefar, når han nu alligevel ikke længere vil sejle på Manchuriet, om han så ikke kan påtage sig hvervet som inspektør der inspicerer de siamesiske landskaber på Malakka halvøen. Guvernørerne afmærker teaktræerne forkert, og det kan H.N. Andersen og Co. Ikke stå sig ved.
Men der er mange vilde dyr i Yai.
Efter en urolig nat, hvor Grannie har været alene hjemme og har skudt en tiger gennem en revne i gulvbrædderne, erklærer hun, da solen står op over Siam bugten, og bedstefar kommer hjem fra en samtale med den lokale guvernør, at hun hellere vil bo et andet sted, hvor der ingen tigre er. Det forstår han godt. De sælger den vakkelvorne hytte til en malaj for en tital sølv á fire saling og flytter til Bangkok.
Her er hyggeligere. Fjorten dage efter indflytningen i et solidt stenhus ved en klong i udkanten af byen kommer en af boyerne ganske vist styrtende og melder, at der er en brilleslange i det gamle hule træ i baghaven. Grannie går straks ind i soveværelset , åbner den store teaktræskiste under vinduet og tager revolveren der ligger oven på silkeundertøjet. To minutter senere har hun skudt slangen. Boyen fremviser brilleslangen for bedstefar og H.N. Andersen der er på besøg.
Sener kommer min mor til verden. Hun bliver døbt Hester Suzette i den prostantiske kirke i nærheden af det kongelige harem, mens hendes barnepige ofrer blomster i templet Vat Nun.
Men da den lille Hetty (Hester) skranter. Da hun ikke kan tåle varmen, beslutter familien at tage til Europa. Da hun er ni år gammel sejler de til Danmark- Her bliver kone og datter indlogeret i et pensionat på Amicisvej på Frederiksberg, og kaptajnen tager igen ud at sejle.
Hetty bliver sat i frøken Kruses skole. Fjorten år senere møder hun i studenterforeningen en ung skuespiller ved Det kongelige Teater.
En aften fortæller Grannie og bedstefar historier fra gamle dage. F. eks om dengang grannie i Upsalagade pludselig opdager at noget i avisen og straks går ind og pakker sin kuffert. "Where are you going mama?" spørger den syttenårige Hetty. " To New York. Johan is arriving there in ten days." Hun tager toget til Rotterdam og går om bord på en amerikanerbåd. Seks dage senere står han i Upsalagade. " Where is Annie?" Ja, hun er i New York, og når ikke hjem. Grannie griner og bedstefar grynter hm- hm- hm og læser videre i " Römische geschichte." på engelsk. Grannie tager os overpå , putter os i seng og fortæller os på gebrokkent dansk om Jack og bønnestagen, hvis handling hun kan udenad. Hun siger flere gange giant og må råbe ned til Juhan og spørger ham om, hvad det hedder på dansk. "KÆMPEN" brøler han tilbage dernedefra.
Et brev skrevet af Johan til Ane Margrethe (søster) fra Bangkok 28. sept. 1891
Kære Paul og min kære søster Margrethe- for lang tid siden burde jeg have skrevet til Jer og takket for det dejlige fotografi, som I sendte mig igennem fru Seow. Hvor blev jeg glad ved det og hvor du dog har et dejligt ansigt kære søster. Alle der ser det bliver ganske indtagen deri- ja de siger da også, at Paul er en køn mand og at den store dreng er yndig ja ligefrem et pragteksemplar, og jeg tror, at han er det.
Når I får dette brev vil det omtrent være min bryllupsdag. Det vil more jer at få at vide, at man eller rettere jeg endelig som en halvgammel ungkarl bliver gift - men lad mig fortælle jer at kun få er så lykkelige, som I to have været - at blive tidlig gift og går jer godt. Valdemar forsøgte jo også derpå- men gik ham mindre heldigt- om det nu er begrundet på at Valdemar er en mindre dygtig og økonomisk mand end Paul- det skal jeg ikke kunne bedømme her ude i Siam- men jeg er meget tilbøjelig til at fornemme at ret om Valdemar er mindre dygtig- der burde være et lykkeligere liv med bedre omstændigheder for ham, end der er. Thi jeg anser ham for en ædru og redelig og villig arbejder og en sådan burde aldrig lide nød, uforskyldt har kårene været trange for ham, så mener jeg, at samfundsforholdene for en stor del er skyld deri og at forandringer ved dem kunne foretages, som ville være til fordel for den uheldigt stillede i samfundet - og at forholdene er blevet så trykkende at der meget snart må foretages betydelige forandringer eller også vil der blive uro i lejren. Det tror jeg også.- Fremdeles tror jeg, at Paul og jeg kunne tale fornøjeligt og fornuftigt sammen om de ting, thi just at være de halv vanvittige begreber om et univers= broderskab imellem mennesker. Har jeg dog fået øjet åbnet for store uretfærdigheder i vore samfundsforhold - som i hvor vel de er nedarvede og har stået i kraft i umindelige tider dog er så uretfærdige som noget vel kan være -Men ikke videre derom i aften- når jeg er gift skal jeg sende jer min kones og mit eget fotografi og I ville forundre jer over hvor ung jeg ser ud endnu - det vil sige på fotografiet - thi ellers er jeg rynker og gammeldags nok.- og nu kære Paul en venlig hilsen fra din hengivne sviger broder og en venlig hilsen til min kære søster fra hendes rigtige og altid hengivne broder. Johan