Biografi for: Aage Moos Hansen Møller

Blandt de danske, som faldt i allieret krigstjeneste, indtager Ritmester Hansen Møller en egenartet og fremtrædende plads. Efter sin skoletid i Sorø blev han allerede som 18 årig rekut ved Gardehusarregimentet og i efteråret 1933 premierløjtnant, ligeledes i ryteriet, hvor han hurtigt skaffede sig en anerkendt position både som officer, som rytter og som kammerat. Efter alsidig tjeneste i sit våben virkede han bl.a. som lærer ved rideskolen, kendt som en hård, men forstående instruktør. Den 1.ii.1942 udnævntes han til ritmester.
Lige fra den 9.4. var han optaget af tanken om de mænd, der ude i verden kæmpede for den frihed, han selv havde mistet, og i januar 1942 forlod han efter en vel tilrettelagt plan landet sammen med to kammerater fra flåden og nåede efter 11 dages farefuld sejlads til Egland, hvor han hurtigt blev optaget i The Buffs-det britiske regiment, for hvilket kong christian var æresoberst - og udnævntes til løjtnant. Han understregede, at han ønskede at komme til den egentlige kampfront, og afviste et tilbud om tjeneste i etapen, hvor hans store viden om heste ville have været til nytte. Med sit regiment 5. Bataljon kom han til den italienske front, hvor de britiske styrker under yderst ugunstige terrænforhold banede sig vej over for modstand fra tyske elitetropper. hansen Møllers indsats under disse hårde kampe er fra britisk side blevet højt berømmet. "Optimistisk, opmuntrende og dristig til det yderste blev han snart en fremragende personlihed i bataljonen og vandt såvel officerernes som mandskabets beundring." Han forenede evnen til at kommandere og inspirere, regnedes for at være ekspert i den farligste patruljetjeneste og udsatte sig gang på gang for fare på en sådan måde, at man måtte slutte , at han ikke kendte til frygt - noget uhyre sjældent, en egenskab, man også havde bemærket hos ham som rytter herhjemme. Hans viden om ikke militære forhold var væsentlig større end flertallets, hans fremtræden forbilledlig.
Han faldt ved en mineeksplosion sammen med et par af sine folk, den 6.11.1944 ved Aqua Salata og ligge begravet på den britiske kirkegård i Italien. "Hans bortgang berøvede Danmark ikke blot en fin soldat, men også et fint menneske i dette ords egentligste betydning. Den berøvede os en storartet ven, som aldrig vil blive glemt."
Dette eftermæle. nemlig slutordene fra den britiske bataljonschef mindeartikel i the"Buffs"´blad, behøver ingen tilføjelse.

Den britiske bataljonschefs tale.

Tilegnet Lt. Aage Hansen Møller, sidst tjenestgørende ved 5th Bn. The Buffs.

I aarene der kommer, længe efter at krigen er traadt i baggrunden som en af de mørkeste Perioder i den svundne Tid, vil Lt. Aage Hansen Møllers navn leve videre som et udødeligt Minde hos de Mænd, der havde det Privilegium at kende ham.
Lt. Møller, eller "Danny", som vi alle kaldte ham, var den første faste danske officer i Hæren, der undslap fra anmark. Der var han Ritmester, en rang svarende til major "in the Husarrs". Ved sin Ankomst hertil blev han indrulleret i The Buffs og kom til at gøre tjeneste ved 9. Bataillon, som var stationeret i England. Han bad om at blive overflyttet til de oversøiske Styrker og kom snart efter til I.R.T.D. i Italien.
Danny´s eneste Ærgerrighed var "at komme i Kødet paa Tyskerne." som det straalende mandfolk - baade aandeligt og fysisk han var, afskyede han enhver Form for Etapetjeneste og ansaa det for Pligt som fast officer at kæmpe. Han sørgede for inden længe at blive overflyttet til 5. Bataillon, som netop da havde udmærket sig fremragende ved Cassino og dernæst var blevet sat ind i Fremstødet mod Rom.
Han blev Delingsfører og overraskede alle ved den bemærkelsesværdige Hurtighed, hvorved han lærte sig fodfolkstaktik efter hidtil at have været i Rytteriet. Optimistisk, opmumtrende og dristig til det yderste blev han snart en fremtrædende Personlighed i Bataillonen og vandt saavel Officerernes som Mandskabets Beundring.
For Danny var der intet, der syntes umuligt. Skønt han aldrig havde haft nogen fodfolksskoling, følte han sig overbevist om, at han kendte den eneste Maade at løse en Opgave paa - ved List, Dristighed, Beslutsomhed og Initiativ. Han nærede kun ringe Tillid til skrevne Reglementer og foretrak at bygge paa sine egne Ideer - som stedse viste sig at være rigtige.
Danny naaede sit højeste i den sidste Halvdel af 1944. Dengang gennemlevede Bataillonen en af de værste Perioder i sin Historie under Kampene i Appninernebjergene. Krigstrætte efter 2 Aars haarde Kampe i Nordafrika, Sicilien og Italien forsøgte Bataillonen at kæmpe sig frem gennem et Vildnis af golde Bjergtinder og Mudder. Fremstødet for at naa den Lombardiske Slette inden Sommerens Udgang havde slaaet Fejl. Vinteren satte ind, da man fra de høje Tinder kunde se Bologna blot 5 Miles borte.
De tyske Faldskærmstropper holdt trodsigt ud, og vi gravede os ned, fast besluttet paa ikke at miste en Tomme af den Jord, vi allerede havde vundet. Under forfærdelige Vejrforhold udstod folkene haarde Strabadser og Sygdomme tog overhaand. Regnen faldt i Strømme, gog Skyttehullerne blev fyldt med Vand.
Optimistisk som altid arbejde Møller ustandselig paa at gøre det saa behageligt for sine mænd som Forholdene tillod det, og dengang de var blevet demoraliseret i en saadan Grad, at de intet vilde gøre for sig selv, fik han dem til at gøre det behageligt. Mangen en Høstak forsvandt fra Danny´s Delings Område for at skaffe lidt ekstra Varme i hans skyttegrave.
Danny var en af de faa, som synes fuldstændig immune overfor frygt. Under den mest voldsomme Granat- og Morter skydning, hvor alle andre havde søgt dækning, forblev han i Døren til sin Delings Hovedkvarter og barberede sig eller gjorde manicure meget omhyggeligt, tilsyneladende uden at ænse det Helvede, der rasede omkring ham. Han kunde tilfældigt se op, hvis en Granat slog ned nogle faa Meter fra ham og dræve: " a - A-ah, den var meget tæt paa, den næste kommer nok paa taget," og stadig fortsætte Manicuren.
Møller pakkede altid selv sin Tværsæk og førte altid med sig et komplet Toiletgarniture, endog med Neglesaks og Ansigtscreme. Ganske uanset de Forhold, vi levede under, vaskede, barberede og manicurerede han sig hver morgen, en langsom Proces, der kunde tage op til to timer.
Møller var bedst, naar ham var paa Patrouille. Ved een Lejlighed, ved Monte Pieve (punkt 508), fik han ordre til med en Patrouille at finde ud af, om Fjenden havde besat en Bondegaard, der laa paa et højdedrag omkring 3000 yards borte. For at naa Gaarden maate man klatre ned i en dyb Bjergkløft og op paa den anden side. Paa grund af den tiltagende skumring og Risikoen for at fare vild raadede man Møller til at vente til Daggry. Han afslog imidlertid at vente og sagde, at han hellere vilde af sted med det samme. En hel række Kompasretninger blev taget for ham som hjælp i Mørket, men utaalmodig efter at komme af sted og selvtillidsfuld som sædvanlig afslog han at tage kompas med, da han umuligt kunde gaa forkert.
Møller startede i Skumringen med sin Pistol og med en Haandgranat i hver Lomme sammen med tre udvalgte Mænd. Hans Ansigt havde det sædvanlige Udtryk af Barsk Beslutsomhed. hans eneste Ønske var, at en Eftersøgningspatrouille maatte blive sendt ud for at se efter hans mænd, hvis de ikke var vendt tilbage paa et næmere opgivet tidspunkt. Som dansk Træningsekspert i aarevis, var Kløften ham kun en ringe Hindring. Patrouillen naaede Gaarden, og da Møller sneg sig rundt om en Høstak, stod han pludselig over for en en Gruppe tyske Soldater, som stod ca. 20 Meter borte. De sprang ned i nogle Huller, da han skød to skud med sin pistol, hvorefter han paa tysk brølede en Ordre til dem om at komme frem. Hvorvidt de forvekslede ham med en af deres egne Officerer er uvist, men de adlød øjeblikkeligt. Til alles Overraskelse vendte Møller og hans Patrouille tilbage til Bataillonens Hovedkvarter, længe før ventet, med flere Fanger, end der var Mænd i Patrouillen.
Danny´s alt for tidlige Død kom ca. tre Uger senere, da han sammen med en sergent og en Mand fra sin Deling blev Offer for en Mineeksplosion. Efterretningen om hans Død lammede enhver, for ligesom Cecil Bremner havde Møller syntes udødelig. Paa en eller anden Maade kunde man aldrig forestille sig ham blive dræbt.
Møller var dybttænkende og læste meget i sin Fritid - mest Bøger om Udvikling og Videnskab. Havde han været forudbestemt til at overleve Krigen, vilde han have naaet vidt i Efterkrigstidens Liv.
Hans bortgang har berøvet Danmark ikke blot en fin Soldat, men en fin Mand i dette Ords egentligste Betydning. Den berøvede os en storartet Ven, som aldrig vil blive glemt.
Major van Ammel
Chef for 5. Batailon/The Buffs.